Maling

Der findes mange forskellige fabrikater af maling, som kan anvendes til hobbybrug. De mest kendte mærker i Danmark er nok Humbrol, Revell og Vallejo.

Om man foretrækker det ene fabrikat frem for det andet er nok mest et spørgsmål om vane, da alle mærker efterhånden har en høj kvalitet.

Det er nok mere interessant at kigge på malingens type: Olie-baseret eller vand-baseret.

Humbrol Enamel

Humbrol har i mange år lavet deres Enamel-malinger (“Emaljemalinger”), som er olie-baserede. Malingen er giftig, og må ikke komme i nærheden af små børn. Der skal også anvendes maske, når der males – specielt når der males med airbrush. Husk god ventilation i rummet hvor du maler.

Der findes ca. 200 forskellige farver og i forskellige glans (mat, silke, blank). Findes den ønskede farver kun i fx blank, kan du give den mat lak efterfølgende, hvis du skal bruge et resultat i silkemat.

Malingen dækker godt og flyder fint sammen. Mange modelbyggere maler direkte fra dåsen, og de synes, at et lag maling er nok. Desværre bliver resultaterne også derefter.

Flere lag maling giver et flottere resultat. Malingen kan fortyndes med fx terpentin, hvis du maler med pensler. Maler du med airbrush, skal du bruge Humbrols egen fortynder, da terpentin giver problemer med et jævnt flow i airbrushen.

Malingen skal fortyndes i forholdet 2 dele maling og 1 del terpentin, når det påføres med pensel. Påføres malingen med airbrush, skal den fortyndes i forholdet 1 del maling og 1 del fortynder.

Da malingen er oliebaseret, vil de lyse – og specielt de hvide farver – antage en gullig nuance over tid. Dette kan forhindres ved at bruge Humbrols “antigul” lak, som findes i mat (Matt Cote), silke (Satin Cote) eller blank (Gloss Cote).

Revell Enamel

Denne maling er identisk med Humbrol Enamel.

Humbrol Acryl

Denne maling er vandbaseret, men kvaliteten er ikke på højde med Humbrols andre malinger.

Vallejo

Malinger fra Vallejo er vand-baserede og de har en utrolig god pigmentering – faktisk bedre end Humbrol. Malingerne er giftfri, og dermed velegnet til de yngre modelbyggere.

Selvom malingen er vand-baseret, kan den ikke fortyndes med almindeligt postevand. Du skal bruge demineraliseret vand, som du kan købe i supermarkedet. Alternativt kan du bruge Vallejos egen fortynder.

Vallejo laver kun deres malinger (Model Color) i matte farver. Skal farverne give et halvblankt eller helblankt resultat, skal du tilsætte deres Satin eller Gloss afslutningslak til malingen eller blot afslutte med Satin eller Gloss lak.

Model Color skal fortyndes med 2 dele maling og 1 del fortynder, når du maler med pensel. Maler du med airbrush skal forholdet være 1 del maling og 1 del fortynder.

Alternativt kan du bruge Vallejos Model Air, der er fortyndet og klar til brug i airbrush.

Husk…

Fire tynde lag maling giver et flottere resultat end 1 tykt lag maling – selvom det tager længere tid.

Brug af forskellige fabrikater

Hvis du vil blande de forskellige fabrikater, bør du forinden lave en test på et stykke materiale og ikke på modellen.

Du kan nemlig risikere, at malingen “koger op”, hvis du bruger den i den forkerte rækkefølge.

Fx vil Humbrol Enamel ovenpå en billig hobbymaling fra byggemarkedet give et katastrofalt resultat. Men af skade bliver man klog…