Graupner Soundswitch 2 (Beier lydmodul)

Da jeg skulle montere Graupner Soundswitch 2 (også kendt som Beier Lydmodul) i en Scania R470, ønskede jeg ikke en fuglerede (dvs. en kæmpe rodebunke med ledninger).

For at få overblik over de mange tilslutninger fra Soundswitch og fra de forskellige forbrugere (LED, dvs. positionslys, kørelys, langt lys, blinklys, stoplys og baklys), valgte jeg at lave et “samlingsmodul” mellem Soundswitch og LED.

Ideen med samlingsmodulet er, at her monteres de modstande, som er nødvendige for at LED lyser korrekt. Skulle det efterfølgende vise sig, at der er behov for andre modstande på nogle af LED, så er det blot at skifte ud på samlingsmodulet.

Samlingsmodulet har jeg lavet af 2 stykker hulprint (som kan købes hos Modelskibet.dk) udskåret i passende størrelser.

stripboard

Hulprint er en printplade, hvor der er lagt et antal parallelle kobberbaner med forborede huller. Afstanden mellem hullerne er international standard, så alle elektronikkomponenter kan loddes på.

Kobberbanerne kan afbrydes ved at skrabe banen i stykker med en skarp, lille skruetrækker. Skal strømmen overføres fra en bane til en anden bane, bruges der en “lus” (et lille stykke ledning).

Da der er 7 udgange (14 ledninger i alt, da der er plus og minus for hver udgang) på Soundswitch til lyset, er der mange ledninger at holde styr på. Da der er endnu flere forbrugere (LED) på lastbilen, har jeg lavet 2 diagrammer – et for hvert hulprint.

Diagram 1

Soundswitch1

 

Diagram 2

Soundswitch2

 

Selvom diagrammerne ser overvældende ud, så er hulprintene ganske små – ca. 2 × 4 cm. De er placeret i førerhuset på den sorte plastikplade over hvert forhjul.

Og sådan ser lastbilen ud: Videoklip på Youtube.

Om du vil lave lyset på samme måde, eller blot bruge ovenstående som inspiration, er helt op til dig.

Men under alle omstændigheder skal du holde styr på plus og minus, hvis du vil undgå en kortslutning.