Motorskibe

Motorskibe findes i alle størrelser; lige fra det lille modelskib på 20-30 cm til det store modelskib på 150-250 cm.

Dolly fra Krick er en god, lille begynderbåd med el-motor. Byggesættet leveres med færdigtstøbt skrog og mange andre færdige dele. Båden kan samles af en uerfaren modelbygger på ca. 25-30 timer. Byggesættet fås med forskelligt tilbehør; fx brandsprøjte, der kan sprøjte med vand. Dette byggesæt kræver kun et lille radioanlæg med 2 kanaler, el-motor og batterier. Styring af vandkanon og vandpumpe kræver dog et radioanlæg med mere end 2 kanaler.

Det lille modelskib har måske kun lige har plads til en lille motor, et lille batteri og et lille 2-kanals radiostyring (styring af ror og motor), hvorimod det store modelskib kan være udstyret med 2-3 motorer til fremdrift, 5-6 motorer til radar, kraner, ankerspil m.m. og et stort radioanlæg med 40-50 funktioner.

Smit Rotterdam fra Billing Boats er en af sværvægterne inden for motorskibe. Modellen er opbygget fuldstændigt i træ og sættet indeholder mange fittings- dele i messing, plastik og træ. Det er en stor model, og det giver også mulighed for at udbygge den med mange spændende funktioner som fx 2 motorer, bovpropel, vandkanoner (som kan sprøjte vand), roterende radarer, lys, styrbare kraner, lyd (dieselmotorer, skibsklokke, sirene m.m.). Modellen kan med de rigtige motorer og messing-skibsskruer snildt trække en robåd med 2 voksne personer. Byggetiden er ca. 200-300 timer for en rutineret modelbygger, men du kan på internettet finde personer, der har brugt mere end 2000 timer på denne model.

Motorskibe kan sagtens laves lige så flotte som standmodeller, og mange modelbyggere bruger da også deres motorskibe som standmodeller, når de ikke sejler.

Maggie M. - fiskekutter i skala 1/32

Modellen Maggie M. er med færdigtstøbt skrog i glasfiber. Fra dækket og opefter er der brugt styrenplader og styrenprofiler. Dette gør, at modellen ikke tager skade af vand. Fittings er lavet i hvidmetal og messing. Modellens skalastørrelse – 1/32 – giver modelbyggeren mange muligheder for at lave fine detaljer, ligesom der er meget plads inden i modellen til el-motor, batteri og radiostyring samt ekstra funktioner.